En bog om et andet menneskes freudianske psykoanalyse gennem ni år lyder ikke umiddelbart som nogen trussel mod nattesøvnen. Alligevel talte anmelderne om ”besættende læsning”, og det burde nok ikke komme bag på én, når bogens forfatter er Katrine Marie Guldager. Selvfølgelig er der masser af ”jeg” og ”mig” i ”Lysgrænsen”. Men der er også fine linjer til tanker og liv uden for terapirummet. Ligesom man sluger Guldagers elegante association til Dantes ”Den Guddommelige Komedie”, når hun skal beskrive, hvordan psykoanalytikeren blev en slags Vergil, som gik, om ikke foran hende, så dog ved siden af hende, et stykke ad den pinefulde vej gennem helvedet. Endelig er det jo ikke forbudt at bruge bogen som oplæg til kritik og diskussion af forskellige terapi-skoler.
Katrine Marie Guldager: Lysgrænsen. 245 sider. 249 kroner. Gyldendal.
Hvad nu, hvis man samler nogle af de bedste tekster fra verdenslitteraturen i én bog ? Den indlysende gode idé blev ført ud i livet med W.J. Bennetts ”The Book of Virtues” i New York i 1993. Og måtte naturligvis kopieres af andre lande. Også af vores hjemlige forlag, Lindhardt og Ringhof. ”Dydernes bog” er nu klar i ny udgave, med forord og indledninger af Johannes Møllehave. Udenlandske store navne, som Platon, Luther, Shakespeare, Grimm, Kipling, Wilde, Twain og Churchill, er suppleret med fortællinger af H.C. Andersen, Kierkegaard, Grundtvig, Aakjær, Ewald, Blixen og mange flere. Alt i alt cirka 200 tekster, som tilsammen danner en familiebog, med lige meget livsvisdom og underholdning for børn og unge som for voksne. Og med samme elementære spørgsmål til læseren: ”Hvad er det gode?”.
William J. Bennett: Dydernes bog. En skatkiste af gode fortællinger. 451 sider. 149 kroner. Lindhardt og Ringhof.
Jeg har altid undret mig over, at norske Erik Fosnes Hansen var så ung . Det er han jo ikke mere, han er født i 1965. Men da han debuterede med romanen ”Falketårnet”, var han immervæk kun 20 år og da han fulgte op på sin succes, med ”Salme ved rejsens afslutning”, skete det i en alder af 25 år. Mange andre bliver forfattere i en ung alder. Men livserfaringen. Hvordan har han kunnet skrive så livsklogt så tidligt ? Siden den danske oversættelse i 1999 af ”Beretninger om beskyttelse” hørte vi i flere år ikke meget til Fosnes Hansen i Danmark. Men så fik vi ”Løvekvinden” fra 2006. En slags fabelroman om et mærkeligt, vanskabt, intelligent og ensomt barn i en lille norsk stationsby i begyndelsen af 1900-tallet. Hendes mor dør i barselsseng, og hun vokser op alene med sin far, som holder hende afsondret fra resten af lokalsamfundet. Hun bliver ekspert i social overlevelse, dygtig til at manipulere med andre. Og det lykkes hende på uventet vis at tilkæmpe sig en slags magt over sin skæbne. En sørgmodig og godt skrevet historie. Nu i 2. udgave.
Erik Fosnes Hansen: Løvekvinden. 384 sider. 149 kroner. Gyldendal.
Læs mere på kristeligt-dagblad.dk.
17.01.2008. 09:13